Lone anbefaler Vitello-bøgerne
Har du læst den nyeste Vitello-bog, hvor Vitello øver sig i aprilsnar?
Af Lone
Kender du drengen Vitello?
Ellers så er det virkelig på tide, at du lærer ham at kende.
Vitello bor alene sammen med sin mor i et rækkehus ved Ringvejen. De får tit spaghetti med riveost, for Vitellos far er italiener. Vitello har nu aldrig mødt ham - og han er også en sjuft, siger Vitellos mor. Vitello er (måske) kæreste med Kamma, og så har han to irriterende venner, Max og Hasse.
Man kan sige meget om Vitello – og det gør hans mor også jævnligt - men det er i hvert fald altid underholdende at læse om ham. Du kan bl.a. læse om, da Vitello ridser en bil, da han bygger en monsterfælde, og da han får en klam kæreste. Der er vildt mange sjove og skøre billedbøger om Vitello, og de kan læses højt for børn på 4-8 år.
Den nyeste bog om Vitello er "Vitello øver sig i aprilsnar". Vitello har aldrig før hørt om aprilsnar - så han tænker, at han hellere må øve sig. Det går naturligvis ikke helt efter planen....
Så sus straks ned på dit lokale bibliotek og lån en masse Vitello-bøger!
Bøgerne får 5 ud af 5 parmesanoste af mig :-)
Lone Rahbek Christensen